Enhedschef til styring af anlægsøkonomi i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune
Vil du være med til styre økonomien i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor vi udvikler, planlægger og vedligeholder landets hovedstad? Vi investerer mere end 1 mia. kr. i anlæg hvert år for at skabe endnu bedre rammer for borgerne, erhvervslivet mv., så København bliver ved med at være én af verdens bedste byer at leve i. Det kræver en skarp økonomistyring.
Vi tilbyder en chefstilling i en nyoprettet enhed, Anlægsøkonomi, der har ansvaret for økonomistyring af forvaltningens anlægsøkonomi samt udarbejdelse af anlægsregnskaber.
Forvaltningens anlægsportefølje består af ca. 600 projekter, som er kendetegnet ved høj kompleksitet, mange interessenter og store risici.
Vi står overfor et stort og udviklingsprojekt, hvor vi skal udvikle fremtidens digitale understøttelse af hele vores anlægsstyring, og hvor vi skal gentænke vores økonomiske processer og snitflader i organisationen.
Det bliver vores grundlag for at kunne understøtte vores mange dygtige kolleger, der eksekverer anlægsprojekter, som ofte er kendetegnet ved høj kompleksitet, mange interessenter og stor usikkerhed. Vi skal være en stærk og sikker partner, der sikrer det gode samarbejde og sætter rammerne for den fremtidige styring af anlægsporteføljen.
Vi tilbyder også en vigtig ledelsesopgave, da enheden er nyoprettet, og vi dermed også har samlet medarbejdere, der tidligere sad forskellige steder i vores organisation. Vi ønsker at etablere et stærkt fællesskab med fælles retning, arbejdsprocesser og kultur. Du kommer til at lykkes i et ledelsesfællesskab med de fire chefkolleger og områdechefen i økonomiområdet.
Vi ønsker et tæt samarbejde, hvor vi leder til siden, skaber fælles løsninger og får et fælles syn på, hvordan vi bedst understøtter forretningen. Som enhedschef for anlæg skal du således også bidrage til at sikre en sammenhængende økonomistyring og understøttelse af vores faglige afdelinger.
Kompleksitet, ambitioner og fællesskab
”Jeg inviterer indenfor til en kompleks organisation, der kan rykke på vildt mange dagsordner, når vi lykkes sammen. Vi har en stor opgave i at sætte en ambitiøs retning for, hvordan vi sikrer den bedste økonomistyring på anlægsområdet, og hvordan vi understøtter de faglige afdelinger i at sikre de bedste rammer for anlægseksekvering. Vi vil også meget gerne have det sjovt og udvikles som ledere og medarbejdere, mens vi lykkes”, siger områdechef Terese Pelle Clemmensen.
Du bliver leder for 14 medarbejdere og to teamledere og refererer til områdechefen for Stab Økonomi. Enheden varetager økonomipartnerfunktionen for forvaltningens fire faglige vicedirektørområder og understøtter ledelse og projektledere med rammer og retning for økonomistyringen på anlægsområdet.
Forvaltningen har en stor anlægsøkonomi med ca. 600 anlægsprojekter, et årligt budget på over 1 mia. kr., og Anlægsøkonomi udarbejder årligt ca. 50- 100 anlægsregnskaber. Økonomiområdet er en del af Stab. TMF er i alt ca. 2.400 medarbejdere og har et samlet budget på ca. 4,1 mia. kr.
Om dig
Du har erfaring med at navigere i komplekse, politisk ledede organisationer, hvor du har skabt økonomisk overblik og strategisk økonomistyring. Du har erfaring med at lede medarbejdere og har deltaget i succesfulde forandringsprojekter. Erfaring med anlægsøkonomi og kommunal økonomi er en fordel.
Du er stærk i relationerne – både i forhold til medarbejdere og chefkolleger. Du faciliterer stærke arbejdsfællesskaber og høj trivsel på arbejdet. Du kommunikerer klart og tydeligt og evner at arbejde med forskellige styringsparadigmer, hvor regnskab, økonomistyring og pragmatiske løsninger balanceres. Du har blik for både det overordnede perspektiv og de afgørende detaljer – og er fagligt visionær inden for økonomistyring og formår at få tingene gjort. Du siger, hvad du gør, og gør, hvad du siger – gerne med masser af godt humør.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. marts 2026.
Dit arbejdssted vil være på Islands Brygge 37 med udsigt til havnebadet.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til cheflønaftalen for Københavns Kommune og gældende overenskomst.
Har du spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte områdechef Terese Pelle Clemmensen på 2165 4790 eller Jakob Westh fra Mercuri Urval på 6089 6436.
Søg via linket senest torsdag den 8. januar 2026
Mellem første og anden samtale vil der være testforløb.
Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.